Brevkasse

Indsendt af Lotus Turell on 06/01 - 2017 kl: 12:41

Det er langt vigtigere1 520x292

 

”Jeg er begyndt at føle, at jeg lyver for dem”

Kære Lotus.

Jeg er ikke helt sikker på, at min problematik hører til her, men jeg vil alligevel forsøge at skrive i håb om, at du kan give mig et godt råd eller blot lade mig høre dine tanker om min situationen.

Jeg er en 28-årig kvinde, der bor alene og har et fuldtidsjob, som jeg elsker og brænder for. Jeg har siden jeg var 13 lidt af en spiseforstyrrelse. I perioder diagnosticeret som anoreksi, nogle gange atypisk bulimi og andre gange atypisk anoreksi.

Jeg er stadig langt fra rask. Jeg er normalvægtig, men jeg kæmper stadig meget med restriktiv spisning, overmotionering og andre spiseforstyrrede symptomer og tanker. Jeg modtager ikke længere behandling for min spiseforstyrrelse, og generelt er det ikke noget, jeg taler med nogen om mere.

Skal jeg dele min historie?

Jeg har altså gode og nære relationer, som kender min historie, hvilket er fint. Det er straks anderledes, når det kommer til de relationer, der er kommet til sidenhen. Jeg har blandt andet fået et par rigtig gode kolleger, som jeg er kommet rigtig tæt på og ses privat med efter arbejde. De kender ikke til min historie og ved ikke, at jeg har været syg. Det har jeg egentlig i længe haft det bedst med, men den seneste tid er jeg begyndt at føle, at jeg lyver for dem.

Tænker du, at det er forkert af mig ikke at dele den del af min historie med dem? 
Hvis jeg tog mig mod til at lettede lidt af sløret for min fortid, hvor det var naturligt, tror du så det ville ændre deres syn på mig? Hvordan kan man dele den slags, uden at det ændrer hele relationen og deres måde at se på én på efterfølgende?

Jeg ønsker egentlig at være ærlig og at der ikke skal være denne her afstand som jeg indimellem føler i disse relationer, fordi jeg føler, jeg skjuler en stor del af mig selv. Mon det giver mening?

Kærlige hilsen Bettina.

* Vi har forkortet i den oprindelige mail og ændret på afsenderes navn, for at bevare anonymiteten  ( red. )

Kære Bettina.

Tak for din mail. Jeg synes det er modigt at du har besluttet dig for at skrive til mig, selvom du har været i tvivl om hvorvidt dit spørgsmål passede ind. Jeg svarer meget gerne på alt hvad der har med relationer at gøre, så det er faktisk helt spot on. Og hvor er det fantastisk flot, at du er kommet så langt med din spiseforstyrrelse, at du kan klare dig uden behandling. Det er noget af en bedrift.

Frygten for at blive dømt eller misforstået

Du spørger til sidst i din mail, om jeg synes at dine tanker og dine spørgsmål giver mening. Det gør de. Det er fuldstændig forståeligt at du mærker behovet for, at føle dig tæt på dine personlige relationer, men omvendt også kan frygte hvad der sker med deres syn på dig, hvis du stiller dig sårbar. Jeg tror at vi alle sammen kender den fornemmelse, uanset hvad vores sårbarhed går ud på. Det er ikke ”bare sådan”, at fortælle andre om ens ømme sider og usynlige blå mærker. Mange af os frygter at blive dømt eller måske misforstået.

Det er på ingen måde forkert af dig, ikke at have fortalt dine kolleger om din spiseforstyrrelse. Den tanke og fornemmelse, må du gerne børste af dig hvis du kan. Men når du går med en fornemmelse af at holde ( dele af ) sandheden om dig fra dem, er det måske et tegn på, at du er klar til at åbne dig? Måske er du ved at være klar til at lette lidt på sløret, og lade dine nyere relationer lære hele dig at kende?

Jeg tænker ikke at jeres forhold vil ændre karakter, ved at du fortæller om din spiseforstyrrelse. Som du beskriver det, lyder jeres grundlæggende relation jo stærk og sund. Jeg tror nærmere, at dine kolleger vil opnå en større indsigt i dig, måske forstå dig noget bedre, og at jeres samhørighed derfor kan vokse sig dybere. De vil sikkert også blive rørt over at du vælger at betro dig til dem, for det er jo også et tegn på, at du har tillid til dem og holder af dem. Måske vil de endda se dig som et endnu stærkere menneske end nu, hvis de ved hvad du har kæmpet mod?

Tag et lille skridt af gangen

Men prøv dig lidt frem, tag et skridt af gangen og mærk efter hvordan det føles. Du kan starte med blot at nævne, at du engang har været spiseforstyrret, og så modtage deres reaktion. Mærker du deres nærvær og interesse? Føles det trygt at besvare deres eventuelle spørgsmål? Mærk efter i dig selv, hvor meget du føler dig klar til at fortælle og i hvilket tempo. For det gælder om at betro dig i trygge rammer, så du kan få en positiv oplevelse med dig.

Det kan også være rart at få sagt højt, at du er lidt nervøs ved at fortælle dem om din spiseforstyrrelse. Så er dèt ligesom ude i det åbne og ikke noget du behøver at føle, at du skal lægge skjul på.

Til sidst vil jeg på kærligste vis foreslå dig at se på, om der er sider af dig selv, din nutid eller fortid, som du ikke selv helt har accepteret? Noget du måske stadig synes er skamfuldt eller din skyld? Nogle gange er det nemlig vores egen domme på os selv, vi frygter andre har.

Al mulig held og lykke,

Kærlig hilsen, Lotus.

 

 

Hvem er vi?

Sociale-Rettigheder.dk er sponsoreret af Schelde Frederiksen Consult. Som behandler, forening, virksomhed, uddannelsesinstitution, advokat eller rådgiver kan I oprette jer med firmaprofil, så vi kan henvise til jer i fremtiden. Foreninger og virksomheder opretter sig gratis under Frivillige og på Jobboxen. Ring gerne på 2233 3739 eller send en mail på lsf@scheldefrederiksenconsult.dk.  

Seneste forumindlæg
Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet her.